Lad mig slå én ting fast: Jeg er måske en halvsur, halvgammel kommunikationsrådgiver, der gennem de sidste 20 år har prøvet det meste, men som aldrig kommer til at anbefale mine kunder at anvende influencer marketing.

Camilla Plum er et menneske, der sprutter. Ud af hendes varme øjne sprutter en livsglæde, som på en charmerende måde går hånd i hånd med en fandenivoldskhed, der kan lukke kæften på enhver gastronomisk kvaksalver og fitnessfisse, som hun ynder at kalde den moderne kvinde, der fornægter fedt og komælk og tilbringer det meste af tilværelsen på et løbebånd foran et spejl.

Ud af sekten: Hvad får man, hvis man tager en søgende teenager fra Amager, der i en alder af 18 år melder sig ind i Moon-bevægelsen, lader ham knokle i årevis i sektens tjeneste, tilsætter en tilfældigt udvalgt kvinde fra Japan, der bliver hans hustru efter et massebryllup i Korea, og derefter lader ham bryde med sekten efter 18 år i selvbedrag? Svaret på dette komplekse spørgsmål er enkelt: Resultatet er en lykkelig mand.

På en nådig sensommerdag i september fik Nordisk Film besøg af en af de allerstørste stjerner gennem filmselskabets 100-årige historie. Han har stået næsten lige så længe som de ældste af de røde filmstudier i Valby. Han blev 82 år for nylig, han er velklædt i et lyst jakkesæt, de grå hår bliver taget af en vind og pludselig ligner han en vellagret version af Harrison Ford.

Serbiens Beograd er i begrebets reneste betydning en ægte, usleben diamant. Mange steder i denne, en af Europas ældste og mest medtagede byer, hvor floderne Sava og Donau mødes, kan skønheden umiddelbart være svær at få øje på. Men Beograd er alligevel en interessant hovedstad og en storby, der bag sin krigshærgede, ex-kommunistiske facade byder på store oplevelser, fabelagtig gastronomi, masser af kultur (både den fine og den sub’ede), dramatisk historie og ikke mindst et klart og velartikuleret håb for serbernes fremtid.

København K er ved at vågne. Skraldevognene tromler gennem de smalle stræder. Metroen har for længst sendt byens a-mennesker gennem sine tunnelrør. De sidste branderter er ved at vende portvinstuden hjemad efter en lang nat på værtshuset Hong Kong i Nyhavn. Og hen over Kongens Nytorv går en pæn dame midt i tresserne målrettet mod Store Strandstræde nummer 21. Klokken er 7.20.

Tidligere christianit langer nu ud efter en lille kerne af beboere, der styrer Christiania med hård hånd. »Ytringsfriheden på fællesmøderne er ofte en by i Rusland«

Den lave vintersol kaster sine stråler ind gennem glasfacaden til restauranten på Strandvejen i Charlottenlund nord for København. Susanne Lana har fået placeret sig i skyggen fra en palme, der skærmer hende fra det stærke lys. I mere end 40 år har hun befundet sig i rampelyset. Det er måske er årsagen til, at hun – bevidst eller ubevidst – vælger, at denne frokost skal foregå i den smule skygge, der er at finde i restauranten.

KLUMME: For mange influencere spiller med fordækte kort, mener kommunikationsrådgiver Jacob Egevang, der i denne klumme svarer igen på influencerspecialist Karoline Boysens seneste forsvar for hendes fag.